Bliver du motiveret, når koordinering og projektledelse går op i en højere enhed, og har du erfaring med større infrastrukturprojekter? Så er du måske vores nye kollega i Team Plan Rens.

Vi har en vision om at etablere en ny, effektiv rensestruktur, der indebærer etablering af to centrale moderne renseanlæg – vandressourcecentre – som erstatning for i alt 21 renseanlæg. Til denne vigtige opgave søger vi nu en erfaren og engageret projektkoordinator, der sammen med bl.a. de to projektledere skal gøre vandressourcecentrene til virkelighed, så Novafos kan fortsætte med at skabe grønne løsninger for fremtidens generationer.

Bæredygtig spildevandsrensning 
De moderne og energiproducerende vandressourcecentre skal sikre bæredygtig udnyttelse af de ressourcer, der er i spildevandet samt ruste kommunerne til fremtidens skærpede krav til rensning og grøn omstilling. Se mere her: Fælles Vandressourcecenter Øresund og Fælles Vandressourcecenter Roskilde Fjord

Administrativ understøttelse af den gode projektgennemførsel
Som projektkoordinator er du tilknyttet de to vandressourceprojekter og aflaster projektlederne med assisterende opgaver. Du vil være projektledernes go-to person og sparringspartner på projekternes processer. Derudover skal du understøtte projektledelsen med opgaver, som:

  • Udarbejde præsentationer og tekster til projektledelsen, håndtere interessent- og borgerhenvendelser og sikre opdatering af projekthjemmesidens indhold
  • Udføre relevante aktiviteter ift. risici og risikostyring (facilitering af risici workshop samt opfølgning på risici)
  • Udarbejde udkast til de relevante politiske udvalg i kommunerne, der er involveret i projekterne
  • Sikre struktur og overblik over dokumenter og sparre med projektledelsen
  • Opretholde nødvendig dokumentation relateret til projektet herunder f.eks. projektlog, mødereferater, økonomiopfølgning, risikostyring
  • Assistere projektlederne med mødekoordinering, referatskrivning, opsamling på workshops, korrekturlæsning mv.
  • Planlægge og gennemføre sociale arrangementer f.eks. fejringer af milepæle mv.

De to projekter strækker sig over mange år, og du får mulighed for at komme i dybden og blive godt forankret i både projekterne og Novafos som virksomhed.

Erfaring med projektstyring og god forretningsforståelse
Vi forventer ikke, at du kan alt fra starten. Vi prioriterer at få klædt dig godt på og sikrer løbende kompetenceudvikling. Vi forestiller os dog, at du har nogle års erfaring med projektstyring/projektassistance fra en lignende stilling, måske fra en rådgivende ingeniør, entreprenørvirksomhed eller fra forsyningsbranchen. Vi ønsker desuden, at du:

  • Er imødekommende, tillidsskabende og en fortrolig sparringspartner
  • Er opsøgende, viser engagement og klar på selv at initiere opgaver
  • Har interesse i at påtage dig ansvar
  • Har gode formidlingskompetencer, skriftligt såvel som mundtligt
  • Arbejder struktureret og får tingene fra hånden
  • Har kørekort til personbil

Du befinder dig godt i support-rollen og kan håndtere mange opgaver sideløbende. Du går til opgaverne med en positiv indstilling, både når du skal arbejde sammen med kollegaer, og når du har selvstændige opgaver.

Du bliver en del af et team på 10 engagerede kolleger. Vi lægger vægt på et godt arbejdsklima med en uformel omgangstone, et tæt og tillidsfuldt samarbejde, faglig sparring og engagement. Team Plan Rens er en del af afdelingen Plan Rens & Afløb, der pt. består af 80 medarbejdere fordelt på 6 teams.

Plads til et liv ved siden af dit arbejde
I Novafos tror vi på, at balancen mellem arbejde og fritid er afgørende for din trivsel og jobglæde. Vi respekterer dine arbejdstider og værner om et trygt og stabilt arbejdsmiljø, så du også har overskud til familie og privatliv. 
Derudover tilbyder vi:

  • Fleksible arbejdstider
  • Mulighed for at arbejde hjemmefra op til 2 dage om ugen
  • Sunde ansættelsesforhold igennem KL-overenskomst, som sikrer dig en fair løn og attraktiv pension
  • Støtte til din faglige udvikling gennem kurser, intern undervisning og uddannelse
  • Gode kontorfaciliteter på Blokken i Birkerød
  • Kantineordning, træningscenter, massageordning, sundhedsforsikring og en aktiv personaleforening

Ring eller skriv til os
Vi glæder os til at høre fra dig og svarer gerne på de spørgsmål, du har om jobbet. Kontakt teamleder Malene Holm på 25273267 eller send dit CV og ansøgning til job@novafos.dk. Vi indkalder løbende til samtale.

Om Novafos
Novafos er vand- og spildevandsselskab i Allerød, Ballerup, Egedal, Frederikssund, Furesø, Gentofte, Gladsaxe, Hørsholm og Rudersdal Kommuner. Vi leverer drikkevand til en stor del af forbrugerne i kommunerne og tager hånd om regnvand og spildevand i de ni kommuner. I Novafos er vi ca. 330 medarbejdere. Læs mere på www.novafos.dk.

I Novafos sætter vi nye standarder. Vi vil være på forkant med ny viden, teknologi og metoder, der både kan sikre den daglige drift og ruste os til fremtidens udfordringer med højere effektiviseringskrav og store klimaudfordringer. Novafos arbejder med FN’s verdensmål for bæredygtig udvikling.

Skriv venligst i din ansøgning, at du har set jobbet hos Jobfinder.